Friday, April 10, 2009

Det gode liv

Det vi bør. Tanker fra læsning af Paulus brev til Kolossenserne.

Paulus kommer med flere råd og anvisninger på hvordan vi lever det gode liv. Det er godt at vide, hvad man skal holde sig fra. Man siger at den, der sover synder ikke. Ja så kender de ikke mine drømme. Og det er jo heller ikke en særlig proaktiv indstilling til livet at leve den fra en seng.

Vi er kaldet til at være i verden, men ikke af verden. Altså skal vi virke i, leve en hel normal hverdag som alle andre. Men med den ekstra dimension t vi tjener Gud og ikke os selv. ( Læs. Evt. 1. Timoteus` brev.)

I min forståelse betyder det at jeg skal elske mine medmennesker. Nogle er jeg i stand til at elske med mit hjerte og mine følelser, andre svinger jeg ikke så godt med, eller kan decideret ikke lide. Dem beder Jesus mig også elske. Her kommer kærligheden som et princip ind. Til Kolossenserne skriver Paulus om hvordan vi kan agere proaktivt overfor vores næste. Vi bør udvikle en medfølelse, for vore medmennesker. Vi skal gå efter manden og ikke bolden. (På den gode måde.) Helt enkelt skal vi interessere os for andre mennesker og gøre noget for dem i deres liv. Her mener jeg ikke tale dem til rette, men at vi skaber en relation og konkret udfører kærlighedsgerninger.

En relativt enkelt ting er at vise venlighed. Blandet med ydmyghed betyder det for mig at styre tungen ganske ofte. Lade andre komme til og undgå at komme med spidse bemærkninger til dem, eller i det mindste forhindre at de kommer ud over læberne. Mildhed og tålmodighed er to gode dyder. Ikke mine bedste egenskaber så her igen en udfordring. Men det er min målsætning at møde andre med disse og det gavner relationen. Så kan jeg jo håbe mine medmennesker vil være overbærende med mig.

Det sker jo fra tid til anden at vores partner, familie, venner eller andre gør noget imod os som berettiget gør os vrede, forurettede eller kede af det. Her kommer tilgivelsen ind.

Bitterhed er frugten af uforløst vrede, harme, sorg eller andre negative følelser. Den sidder som en kræftknude i vort sind og æder os op indefra. Derfor er tilgivelse en god ting. Det gavner relationen og det gavner den forurettede.

Guds plan med denne verden er kærlighed. Heraf følger retfærdighed, orden og tryghed. Hvis vi fulgte Guds princip ville vi leve i en langt bedre verden. Danmark er ikke et dårligt eksempel. Jeg tror at en del af grunden til at vi har så dejligt et samfund, sammenlignet med andre, er at vi i århundreder har været en kristen nation. Vore love er bygget op om tanker som indbyrdes kærlighed, respekt, orden og lighed.

Så lad os ikke glemme dette men være kærlige overfor alle. Lad kærligheden være det princip, der styrer vores liv og ikke kun følelserne.

1 comment:

Unknown said...

Hej Michael
godt nok har vi ikke samme tro, men jeg vedkender mig din holdninger og indstilling til livet. Jeg tror ligeledes på kærlighed til andre og at man skal dyrke fællesskabet, på alle plan og i alle aldre. Kun på den måde vil vores samfund bestå og gøres os allesammen stærke, dermed bliver de svage også stærke.