Betragtninger omkring hviledagen.

Følgende er ikke en teologisk udredning, men blot nogle betragtninger omkring hviledagen.
Som den er blevet praktiseret gennem tiderne har den efter min mening være enten en velsignelse eller en forbandelse.

Hvorfor nedgøre hviledagen til blot at være en lov gerning, læs forbandelse.

Hvorfor ikke løfte den frem som en velsignelse. En særlig tid sat af til samvær med og tilbedelse af Gud, den nære familie og kirkefamilien.

Som kristne har vi mange gode ting at byde ind med i dagens Danmark. Jeg tror at en af dem er hviledagen som en velsignelse.

Der kan være mange argumenter for og imod om det er lørdag eller søndag, der er den rette hviledag. Det kan argumenteres for og imod den rette forståelse af om sabbatshvile er i Jesus eller med Jesus. Det vil jeg overlade til teologerne.

Jeg vil blot fokusere på en dag sat til side, som en oase af fred, stilhed og samvær i en ørken af stress, støj og mangel på tid. En tidslomme hvor mennesket kan komme til sig selv og genvinde sin styrke.

Jeg tror at Gud skabte denne tidslomme for at det skulle være en velsignelse, men tager vi imod den gave? I min bibels står der at Gud skabte verden og derefter hvilede han og velsignede hviledagen. Adam og Eva skulle arbejde i Edens have og hvile. Vi er skabt til at arbejde, men vi har brug for hvile.

Det er forsøgt at ændre på dette. I dele af verden er ugen på 5 dage, 10 dage, 6 dage. Men der er altid indlagt hviledage og tid til at restituere sig. Vores produktivitet falder uden hviledage.

Jeg har oplevet det som sundt for mig at standse op 1 gang om ugen og bruge tid på samvær med Gud, den nære familie og min kirke familie.

Som en velsignelse og ikke en lovgerning.